Skjern

Skjern en stationsby i Vestjylland med knap 8.000 indbyggere. Byen ligger i Region Midtjylland og er den næststørste by i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er direkte togforbindelser fra Skjern til en række større byer som Aarhus, Herning, Esbjerg og Holstebro.

Historie

Tilbage i Middelalderen var Skjern en lille landsby beliggende ved et vadested over Skjern Å. I 1875 fik byen sin togstation og blev dermed en stationsby, der fungerede som trafikknudepunkt for jernbanestrækningerne til Herning, Ringkøbing og Varde. Bysamfundet udviklede sig i takt med den øgede togtrafik, selvom landbrug på dette tidspunkt fortsat var det førende erhverv i området.

I de kommende år steg befolkningstallet støt. I 1958 fik Skjern officielt status af købstad, som den sidste by i Danmark. Byen omtales derfor af og til som ’Danmarks yngste købstad’.

Ved kommunalreformen i 1970 blev Skjern gjort til hovedby i Skjern Kommune. Denne status mistede byen dog igen ved den senere kommunalreform i 2007, hvor den blev en del af den nuværende Ringkøbing-Skjern Kommune.

Kultur og turisme

En legende fortæller, at Kong Hans’ hest styrtede ved vadestedet over Skjern Å i starten af 1513. Kongen døde efterfølgende af en lungebetændelse, som han pådrog sig i det iskolde vand. I dag er der bygget en stor træhængebro på stedet, som er et besøg værd, hvis man leder efter lokale naturoplevelser. En anden populær seværdighed ved Skjern Å er de to trækfærger, Rørhønen og Blishønen.

I 2013 blev det daværende Mølletorvet omdøbt til Holger Danskes Plads, da en statue af sagnhelten Holger Danske flyttede ind på torvet.

Af kendte Skjern-borgere kan bl.a. nævnes Peter A.G. Nielsen, der er forsanger i bandet Gnags, samt hans søster Elisabeth Gjerluff Nielsen, der også er sanger.

Skjern er desuden særligt kendt for sit dygtige herrehåndboldhold, der blev danske mestre i 1998/1999 og fik en flot 2. plads i 2014/2015.