Med sine 62.000 indbyggere, er Randers Danmarks 6. største by. Kigger man kun på den østjyske region, er Randers den største by efter Aarhus.
Den store by har også sit eget slogan, som lyder “Hvor å bli’r til hav, hvor det ferske bli’r salt”. Dette slogan leder hen på Randers’ geografiske placering. Åen er Gudenåen, som udmunder i Randers og fører videre ud mod Kattegat gennem Randers Fjord. Derfor er vand en stor del af Randers by, men også andre dele af naturen, er særlige for den østjyske by.
Naturen
Med både Gudenåen og Randers Fjord der løber igennem byen, er der mere end rig mulighed for at komme ud på vandet, på trods af at der ikke er tale om en kystby. Dette har også haft stor betydning for handelen i byens spæde år.
Befinder man sig ikke i centrum af Randers, er der stadig mulighed for at få en udsigt over vandet. Randers er nemlig også kendt for sit bakkede landskab og store skovområder.
Efterhånden kender mange også til “Randers Regnskov”, som er et af de største turistmål i byen. Der er tale om Nordeuropas største kunstige indendørs regnskov. Her kan man opleve eksotisk dyre- og planteliv helt tæt på.
“Kronjylland”
Ifølge lokale folkemunde siges Randers at være en del af “Kronjylland”. Begrebet dækker over et område, som skulle ligge omkring Randers og Mariager Fjord. Ser man på Naturstyrelsen enhed “Kronjylland” dækker begrebet over flere små områder, fordelt omkring i Østjylland, heriblandt Randers.
Historisk set kan begrebet spores helt tilbage til midten af 1800-tallet. Forfatteren Henrik Pontoppidan skulle have været en af de første til at bruge det på skrift.
Det vides ikke helt, hvordan begrebet er opstået. Nogle mener der er tale om det “ægte” Jylland, mens andre henviser til antallet af krongods i områderne.