Nyborg er en købstad på Fyn, der ligger ved Storebælt – lige ved Storebæltsbroen. Byen har lidt over 17.000 indbyggere, og er derfor en af de største byer på Fyn (efter Odense).
Danmarks ældste kongeborg, Nyborg Slot fra 1170, ligger i byen. Og det er da også omkring borgen, at Nyborg menes at være startet. Senere voksede byen så østpå, hvor der blandt andet blev anlagt en kirke.
Nyborgs gode beliggenhed som overfartssted mellem Korsør og Fyn har altid haft stor betydning for byen.
Allerede i renæssancen betød det masser af handel, da flere og flere skibe foretrak Storebælt frem for Øresund – hvilket også betød indtægter i form af skatter.
Desværre for Nyborg (og mange andre byer på Fyn) kom Svenskekrigen i 1658 – hvor svenskerne holdt byen besat i to år. Resultatet var en smadret handelsflåde og et ødelagt slot.
I løbet af den tidlige industrialisering og i mellemkrigstiden fortsatte den positive udvikling dog for Nyborg, hvor indbyggertallet steg fra godt 3.000 i 1850 til knap 10.000 indbyggere i 1930.
I dag er det stadig Nyborg Slot, der tiltrækker turister til byen. Desuden afholdes der også Nyborg Voldspil hvert år. Friluftspillet blev grundlagt helt tilbage i 1939 og er Danmarks ældste.
En lang række kendte mennesker inden for film, musik og kunst kommer også fra Nyborg – bl.a. Erik Balling, Holger Juul Hansen og Søren Huss.
Og så er opfinderen af håndbold-sporten Rasmus Nicolaj Ernst også fra Nyborg.